Anti-ESG og biodiversitet blev nogle af årets emner i aktivt ejerskab
Aktivt ejerskab: 2023-rapporten for aktivt ejerskab er publiceret. Vi giver her et overblik over, hvilke emner der fyldte på generalforsamlingerne og i dialogen med selskaberne.
Hvert år publicerer Danske Invest en rapport om aktivt ejerskab - altså en rapport om, hvordan vi har udnyttet vores investorrettigheder. Aktivt ejerskab er et vigtigt redskab til at passe på afkastet og vi mener, at det kan være med til at forøge afkastpotentialet i dine investeringer.
Generelt mener vi i Danske Invest, at virksomheder som inddrager, f.eks. miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige forhold i deres forretningsaktiviteter, vil vise sig mere modstandsdygtige på den lange bane.
I praksis udfører Danske Invest aktivt ejerskab via sin porteføljeforvalter Danske Bank Asset Management, som deltager i afstemninger på generalforsamlinger hos de selskaber, som indgår i fondene, ligesom de er i løbende dialog med selskaberne.
Rapporten opsummerer, hvad vores porteføljeforvaltere i Danske Bank Asset Management har stemt om på generalforsamlinger og hvilke emner, der har fyldt i deres dialoger med selskaberne. Den beskriver også nye samarbejdsaftaler i forhold til aktivt ejerskab.
Hvad er aktivt ejerskab?
Aktivt ejerskab er udnyttelse af investorrettigheder, og i Danske Invest består det af tre elementer:- Dialog med selskabernes ledelser
- Afstemning på generalforsamlinger
- Samarbejde med andre investorer og organisationer
I de tilfælde, hvor Danske Bank Asset Management har indgået aftalte med andre selskaber om kapitalforvaltning, følger disse selskaber også Danske Bank Asset Managements retningslinjer for aktivt ejerskab.
Du kan se, hvordan vi har stemt om forslag på generalforsamlinger på vores digitale stemmeplatform.
I 2023 var der fire emner, som især fyldte i dialogen med selskaberne og på generalforsamlingerne.
Biodiversitet
Biodiversitet er begyndt at fylde mere – både på generalforsamlingerne og i dialogen med selskaberne. Virksomhederne er nødt til at øge indsatsen for at beskytte biodiversiteten, da tab af biodiversitet kan være en investeringsrisiko i nogle industrier. Især i de selskaber, som er afhængige af naturen i deres forsyningskæde.
Danske Bank Asset Management lavede i 2023 en helt ny analyse, som kortlægger biodiversitetens betydning for deres aktie- og obligationsinvesteringer.
”Med analysen har vi fået et overblik over, hvordan virksomheder potentielt påvirker forskellige faktorer, der fører til tab af biodiversitet. Det er vigtigt for os at få mere viden og en bedre forståelse af, hvordan virksomheder forholder sig til biodiversitet i deres drift og værdikæde,” siger Oshni Arachchi, Head of Active Ownership i Danske Bank Asset Management.
I 2023 blev Danske Bank Asset Management medlem af Nature Action 100. Nature Action 100 er et globalt initiativ, hvor globale investorer går sammen for at lægge pres på selskaberne til at øge fokusset på biodiversitet.
LÆS OGSÅ: Natur og biodiversitet kommer til at fylde mere i investeringer
Olie- og gasindustrien skal fortsætte omstillingen
Dette emne beskrev vi også i artiklen om halvårsrapporten for aktivt ejerskab, og emnet har været gennemgående for hele året. Her har Danske Bank Asset Management forsøgt at lægge pres på nogle af verdens største energiselskaber og opfordret dem til at have mere ambitiøse klimaplaner.
Transitionen af energisektoren er fyldt med dilemmaer og har mange facetter. Det er en stor udfordring at finde en balance mellem at sikre energisikkerhed til et globalt samfund, hvor over 80 procent i øjeblikket er afhængigt af fossile brændstoffer, og samtidig presse på i forhold til overgangen til en grøn økonomi.
”Selvom der ikke er en simpel vej, er vi overbeviste om, at aktivt ejerskab kan være en effektiv måde at håndtere disse udfordringer på. Aktivt ejerskab kan være med til at øge overgangen mod en fremtid med vedvarende energi, som gavner både samfundet og vores kunder,” siger Oshni Arachchi.
I marts 2023 tilsluttede Danske Bank Asset Management sig Institutional Investors Group on Climate Change's Net Zero Engagement Initiative. Initiativet rækker ud over fokuslisten Climate Action 100+ ved at inkludere virksomheder, der er storforbrugere af fossile brændstoffer. Via initiativet vil Danske Bank Asset Management sammen med andre investorer forsøge at påvirke disse virksomheder til at handle på klimaspørgsmål.
En stigning i anti-ESG-forslag på generalforsamlinger i USA
I USA er der opstået en trend imod bæredygtighedshensyn (eller ESG) i investeringer, og det satte sit præg på generalforsamlingerne i flere amerikanske selskaber. Det drejede sig især om forslag, hvor selskaberne ville revurdere sine forpligtelser på klimaområdet og på sociale områder som for eksempel menneskerettigheder.
”Vi har nøje analyseret forslagene for at sikre, at de er i overensstemmelse med vores mål om at beskytte værdien af vores investeringer og i langt de fleste tilfælde stemte vi imod,” siger Oshni Arachchi.
Generelt anser den amerikanske anti-ESG-trend bæredygtighedshensyn i investeringsbeslutninger som en modsætning til at opnå afkast. At man ikke kan have fokus på at skabe afkast, når man inddrager bæredygtighed. Nogle republikanske politikere er særligt bekymrede for færre investeringer i våbenproducenter og fossile brændstoffer.
Trenden har været baggrund for en række lovforslag i stater som Texas og Florida. I de første syv måneder af 2023 blev omkring 165 lovforslag og resolutioner, som går imod miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige investeringskriterier (ESG), indført i 37 amerikanske stater. (KILDE: Anti-ESG bills found unified opposition in US statehouses).
LÆS OGSÅ: Er bæredygtighed woke?
Amerikanske bankers manglende klimafokus
Også dette emne blev beskrevet i halvårsrapporten, og emnet prægede også resten af året. Generelt handler det om, at Danske Bank Asset Management har forsøgt at støtte forslag på bankernes generalforsamlinger, der udfaser lån til nye fossile brændstof-projekter. De har også støttet forslag om mere detaljerede klimahandlingsplaner i bankerne.
Selvom de amerikanske bankers forhold til klimahandlingsplaner er mindre positivt end de fleste europæiske banker, så har Oshni Arachchi og hendes team et indtryk af, at der generelt var mere opbakning til klimarelaterede forslag i år i forhold til sidste år.
Du kan læse hele Aktivt Ejerskabsrapporten her.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning.
Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.
Abonnér på nyheder
Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager nyhedsbreve med information og nyhedsopdateringer om vores produkter.
Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mailadresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.
Ved din registrering af din e-mailadresse giver du samtykke til, at vi sender dig nyhedsbreve.
Vi bruger kun dine e-mailadresse til udsendelse af nyhedsbreve. Vores nyhedsbreve indeholder pixels, der registrerer, om du åbner nyhedsbrevet samt hvornår nyhedsbrevet åbnes (dato og tidspunkt), og hvilke links du klikker på. Disse oplysninger behandler vi på baggrund af dit samtykke, og vi bruger oplysningerne til at forbedre vores nyhedsbreve. Danske Bank er dataansvarlige for behandling af dine oplysninger i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve. Du kan læse mere om behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.