Forløbet op til finanskrisen i 2008 rummer mange årsager til kollapset. Den helt korte version kunne lyde således: I midten af 00’erne blev der lånt for mange penge ud uden skelen til betalingsevnen. Kreditvurderingsbureauerne var for dårlige til at vurdere risiko. De professionelle investorer jagtede for ukritisk afkast uden at være kræsne nok med risiko. Låntagerne tog gladeligt for sig af lånetilbuddene og boligejerne glemte, at det ikke er en naturlov, at huspriserne fortsætter ind i himlen. Obligationsforsikringsselskaber udstedte forsikringer i så stort omfang, at det kunne blive svært, hvis huspriserne faldt. Finansielle tilsyn og politikere tillod formentligt for mange banklån og indviklede finansielle instrumenter, som var svære at forstå eller have overblik over.
Clinton og finansiel deregulering
Det var således mange forskellige faktorer, der bidrog til den værste finanskrise siden Depressionen i 1930’erne. Men hvis vi skal starte et sted, kunne vi tage fat i Bill Clinton, præsident i USA 1992-2000. Hans præsidentperiode var præget af økonomisk fremgang - og det man kalder finansiel deregulering. Han lempede med andre ord på reglerne i finansverdenen, med færre reguleringer og initiativer, der lagde pres på bankerne om at låne flere penge ud til folk med lave indkomster.
Samtidigt begyndte aktierne at stige ret kraftigt i USA. Det førte til teorier om evig vækst uden irriterende nedture. Og måske var der noget om snakken. For amerikansk økonomi havde på det tidspunkt kørt med høj vækst og lav ledighed i årevis uden, at inflationen løb løbsk. Men mange aktier blev købt op til priser, der ikke var holdbare i længden, og den såkaldte IT-boble begyndte at punktere i foråret 2000. Nedturen på aktiemarkedet fortsatte i et par år, forstærket af det uhyggelige terrorangreb i New York 11. september 2001.
Renten blev sat ned
Stemningen i begyndelsen af det nye årtusinde var ikke god, og forbrugere og virksomheder frygtede for fremtiden. For at undgå en for hård nedtur i økonomien satte den amerikanske centralbank (Federal reverve, eller bare Fed) renten kraftigt ned og endte helt nede på 1 pct. i 2003. Samtidig medvirkede den ekspansive finanspolitik og billigelån også til, at det blev den mildeste nedtur i efterkrigstiden.
I 2003 begyndte det at gå frem igen - både på aktiemarkedet og i økonomien. Men Fed begyndte ikke at hæve renten fra det meget lave niveau før sommeren 2004. For inflation var der åbenbart ikke rigtig noget af. Hvor blev den af? Den plejede at dukke op, når der var gang i økonomien.
En mulig forklaring var globaliseringen. En udvikling, der allerede var i fuld gang før IT-boblen, men tog ekstra fart i nedturen, fordi pressede virksomheder ledte efter billigere løsninger. Og her var det oplagt at omlægge vareproduktion til meget lavere omkostninger i udviklingsøkonomierne. Det betød, at mange varer blev billigere, men også at arbejdsmarkederne i Vesten ikke længere kunne udløse højt lønpres, selv når der var stor efterspørgsel, og væksten var høj.
Verden var blevet større.